Det Blå Gymnasium Tønder er netop blevet godkendt til at udbyde DSD II, et tysk sprogcertifikat på højt niveau. Skolen udbyder nu som den eneste i Danmark certifikatet i kombination med DSD I PRO-certifikatet, som er et erhvervsrelateret tyskcertifikat. Det er en stor satsning på tyskfaget på Det Blå Gymnasium Tønder, der nu munder ud i, at skolen som en af kun få i Danmark netop er blevet godkendt af det tyske undervisningsministerium til at udbyde endnu et tyskcertifikat, nemlig DSD II. Certifikatet udbydes til elever, der er særligt dygtige til tysk eller har tysk på A-niveau, og med det i hånden har de bevis på, at de har sprogkompetencerne til at søge ind på universiteter og tage på udveksling i et tysktalende land. ”Jeg er rigtig glad og meget stolt af, at vi er blevet godkendt. Man skal igennem en lang godkendelsesproces, så det er et kvalitetsstempel af vores tyskundervisning, og det glæder mig, at vi nu kan give vores elever denne mulighed og åbne verden endnu mere op for dem ved at muliggøre, at de kan søge ind på tyske universiteter,” siger Anette Okholm, der ansvarlig for sprogcertificeringen i tysk samt lektor og projektkoordinator på Det Blå Gymnasium Tønder. Frontløbere i Danmark I forvejen udbyder skolen det tyske sprogcertifikat DSD I PRO, som er et erhvervsrelateret tyskcertifikat, der udbydes til skolens 2.g’ere. Certifikatet giver en ekstra kvalifikation til arbejdsmarkedet i ind- og udland, og det har været en stor succes, siden skolen begyndte at udbyde det i 2018. ”Vi kunne se, at vi havde stor succes med at udbyde certifikatet, og eleverne blev endnu mere motiverede for faget. Vi har en studieretning med Afsætning og Tysk på A-niveau, og i den forbindelse ville vi gerne udbyde et sprogcertifikat på endnu højere niveau. Og det kan vi altså nu,” siger Anette Okholm. Også skolens direktør, Carsten Uggerholt Eriksen, glæder sig over godkendelsen. ”Vi er frontløbere på det her område, og vi har arbejdet rigtig hårdt på at nå hertil. Det betyder, at vi nu som den eneste skole i Danmark kan udbyde netop disse to sprogcertifikater til eleverne i en unik kombination, som de virkelig kan bruge i deres videre studie- og arbejdsliv. Det er vi super stolte af,” siger han. Eleverne skal bestå både en skriftlig og mundtlig prøve med en ekstern censor fra styrelsen for tyskundervisning i udlandet for at få sprogcertifikatet. Skolen regner med at kunne overrække de første DSD II diplomer til foråret. Fakta DSD I PRO er et erhvervsrelateret tyskcertifikat på B1 niveau, som er en ekstra kvalifikation til arbejdsmarkedet i ind- og udland DSD II er et tyskcertifikat på C1 niveau, som er adgangsgivende i forhold til sprogkompetencer til tyske universiteter.
Leave a Reply Annuller svarDin e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *Comment Name* Email* Gem mit navn, mail og websted i denne browser til næste gang jeg kommenterer.